Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Nyt indsamlingsprojekt

Støt børn og unge i en lokal kirke i Centralasien

Kristne, og andre religiøse mindretal, lever under store udfordringer i et land i Centralasien. I maj 2022 informerede landets religionsminister at regeringen har bestemt, at der ikke længere vil være mulighed for at registrere nye kirker eller moskeer.

Uden registrering fra statens side er al udfoldelse af religion eller tro illegal og kan straffes.

Under disse forhold skal kirken eksistere, og det gør den så!

Når man bor i et land som Danmark, hvor vi lever under så privilegerede forhold, hvad angår frihed til at tale og tro som man vil, så kan det være lidt svært at forestille sig at leve under restriktioner som dem, der hersker her. Vi kan måske opleve udfordringer med at finde nye ledere til børneklubben – her er al religiøs aktivitet for børn under 18 år forbudt.

Ikke desto mindre fortsætter kirken sit arbejde – også blandt børn – for Jesus siger, at ingen må hindre børnene i at komme til ham!

For at gøre deres arbejde har de brug for vores medvandring, og derfor vil Kingos Kirke lave en fast indsamling de næste par år til afholdelse af ungdoms- og børnelejre.

En børnelejr koster omkring 10.000 kroner, hvilket de håber på at kunne holde to gange om året. Formålet med lejren er at introducere Bibelen for børnene gennem bibelhistorier og evangelisering samtidig med masser af fodbold og andre lejraktiviteter. Lejren vil være åben for alle børn, uanset om de er kristne eller ej. Beløbet muliggør 50 børn at samles i 7 dage.

En ungdomslejr koster ligeledes omkring 10.000 kr, som de håber på at kunne holde 4 gange om året.  Formålet med lejrene er, at unge mennesker får mulighed for at etablere nye venskaber og at evangelisere. Beløbet dækker transport, mad og logi for 50 unge mennesker i 7 dage.

Du kan støtte kontant eller via MobilePay 59 29 11 og skriv 'kirkekaffe' i kommentarfeltet. Ethvert bidrag og alle kaffepenge vil den næste tid ubeskåret støtte kirkelige lejre for børn og unge i en lokal kirke i Centralasien. 

NB. Billederne af centralasiatiaske børn stammer af sikkerhedshensyn ikke fra kirkelige lejre.